lørdag den 13. juni 2009

Underkjole færdig

Underkjolen blev jeg færdig med i mandags, da jeg skulle tage den i brug tirsdag, da jeg var på Rougsøskolen i Ørsted, for at undervise i middelalder håndarbejde.

Det var et par hyggelige timer, hvor jeg fik vist lærer og elever hvordan man slynger bånd, fingerstrikker og spjældvæver bånd.
Timerne gik med hurtige skridt og var næsten ovre inden jeg fik set mig om.
De har et historisk værksted på skolen, hvor de samler deres historie timer, så de i 10 uger har 4 timer samlet pr gang. Det er en super god idé, og helt sikkert ikke sidste gang jeg kommer der forbi.

Underkjolen er jeg blevet helt færdig med nu, og den er lækker og behagelig at have på. Så nu mangler jeg bare at blive helt færdig med min uldkjole også - når jeg har fået den helt færdig, så skal jeg nok sørge for at få taget et billede, så I kan se den også.

Ellers er jeg så småt gået i gang med at planlægge aktiviteter til Aarhus Middelalder Marked (www.aamm.dk), hvor jeg skal med Sankt Crispin (www.sankt-crispin.blogspot.com) .
Vi skal bl.a. lave aktiviveter med slyngning, vævning og fingerstrik med mere.
Så jeg skal i gang med at lave nogle små nemme spjældvæve af ispinde, så det ikke gør så meget hvis de går i stykker.

Ellers skal jeg i gang med mit nye normannertelt på mandag. Så det bliver spændende. Jeg har sat hele ugen af til at sy på teltet, så jeg håber det går.

onsdag den 3. juni 2009

Nyt tøj - snart færdigt

Nu er jeg endelig kommet mig helt over min halsbetændelse. Det var dog så heldigt at det allerede var sidste uge, så jeg har været på Københavns Middelalder Marked her i pinsen.

Sikke et vejr det var - solskin fra en klar himmel og virkelig varmt - og mange besøgende, så det kunne næsten ikke være bedre.

Jeg er næsten blevet færdig med min nye uldkjole. Den mangler lige at få lagt ærmerne op og få sat forstærkninger på ved toppen af alle kiler, så skal jeg nok vise den frem =)

Underkjolen har fået syet ærmer på, men de mangler at blive lagt ned, og så mangler den at blive lagt op og ærmerne skal lægges op.

Jeg har for noget tid siden nu fået malet mit vævebræt, det skal jeg til at pudse med sandpapir i hullerne til mine pinde, for der er kommet maling ind i, så pindene kan ikke komme derind lige nu.

Ellers kan jeg fortælle at jeg har fået købt mig et pavillon telt på ca Ø 3m vil jeg tro, jeg har ikke fået det målt endnu, det må jeg hellere gøre næste gang jeg sætter det op.
Midterpælen til det telt skal jeg lige have delt i 2 og samlet igen med et metalrør, så overdelen kan tages af, for så kan jeg have hele teltet med i bilen, det bliver dejligt. Så bliver det meget nemmere at tage på middelaldertur.

Jeg skal til at lave en munkedragt til en af mine venner, så det er jeg ved at lave lidt research på, det er så dejligt med det store internet, der kan man finde mange dejlige billede-referencer og information.

Til sidst vil jeg bare nævne at jeg ikke er kommet i gang med mit normanner telt endnu, men det forventer jeg at kunne starte på i næste uge, for jeg synes tiden begynder at forsvinde frem til at det skal bruges, så jeg må jo nok hellere snart komme i gang.